Troværdigheden sættes på spil, når penge og pædagogik mixes

Udenlandske evidensbaserede koncepter, som skal købes, har vundet indpas i mange institutioner. Spørgsmålet er, om man kan stole på råd fra de eksperter, der tjener penge på koncepterne. Det mener en kritisk professor, man ikke kan. Artiklen er en del af et tema-nummer i Børn&Unge skrevet af freelancejournalist Mikkel Kamp

De Utrolige år (DUÅ), ICDP, LP-modellen, Cooperative Learning. Sådan lyder et udpluk af de udenlandske koncepter og programmer, som de senere år har indtaget dag- og fritidsinstitutionerne.
De bliver solgt af professionshøjskoler og private udbydere, som har rettighederne til koncepterne.
UC Nordjylland leverer således konsulentydelser inden for de to norske programmer ICDP og LP-modellen. Længere mod syd sælger VIA UC ydelser inden for ’Parent Management Training’ (PMTO) og programmet De Utrolige År, som professionshøjskolen samarbejder med UCC, UCL og fire kommuner om.
De Utrolige År vinder stærkt frem i øjeblikket, fordi Socialstyrelsen efter en politisk beslutning støtter kommunerne i at arbejde med programmet. Nogle kommuner får gratis uddannelse via puljen ‘Tidlig indsats – livslang effekt’, mens andre kommuner får gratis vejledning, men selv betaler uddannelsen af såkaldte gruppeledere.
Uddannelsen tager cirka et år og består blandt andet af en række kursusdage og vejledning. Det koster 24.000 kroner plus moms for en gruppeleder på førskoleområdet. Dertil kommer materialer, der forhandles eksklusivt af Incredible Years Inc. i USA. I Danmark kan materialerne købes hos VIA UC eller bestilles direkte i USA. Her koster programmet for førskoleområdet 1.595 dollars for et sæt, oplyser Socialstyrelsen. Det svarer til omkring 10.000 danske kroner.
VIA UC anbefaler, at fire fra en institution bliver uddannet. Selvom undervisningsmaterialerne kan deles af to, ender uddannelsen med at koste mere end 100.000 kroner for én institution.

Dobbeltrolle?

Salget af pædagogiske koncepter betyder, at medarbejdere på professionshøjskoler og de private udbydere både optræder som eksperter i pædagogik og sælgere af pædagogiske metoder.
Det er et problem, mener Jan Kampmann, som er professor på Roskilde Universitet, hvor han blandt andet forsker i pædagogik.
»UC’erne og de private udbydere har en interesse i at sige, at et produkt er virkelig godt. Det betyder, at interessen flyttes fra reel nysgerrighed om, hvad der er godt for børnene i en institution, til at handle om, hvordan man kan sælge et koncept,« siger han og uddyber:
»I det øjeblik, konceptpædagogikken får sit eget kredsløb, kommer der både økonomiske og politiske interesser, som ikke stammer fra institutionerne og børnene selv. De politiske interesser handler i dag om at kvalitetssikre, og det mener de, at de gør ved at købe evidensbaserede programmer, der kan måles og vejes.«

Dyrere kurser

Et andet problem ved at arbejde med koncepter er prisen på de tilhørende kurser. En del af pengene skal gå til dem, som har udviklet programmerne, fortæller Jens Juulsgaard Larsen, videreuddannelseschef på UC Syddanmark, der ikke direkte sælger de pædagogiske koncepter.
»Hvis vi skulle arbejde med særlige koncepter, ville det blive for dyrt. Men vi fortæller om dem, for de studerende skal jo vide, at de findes. Dermed bliver de præsenteret for koncepterne, men de modtager ikke træning i metoderne. Tilsvarende tilbyder vi korte inspirations- og materialekurser, hvor der kan være henvist til større koncepter eller til de læremidler, der er udgivet til koncepterne. Det er for eksempel bøgerne til Cooperative Learning,« siger han og tilføjer, at det ikke er i strid med ophavsretten.
Principielt er Jens Juulsgaard Larsen ikke begejstret for, at koncepter er certificerede og koster penge.
»Dybest set er elementerne i koncepterne sund fornuft. Det er ting, man har set virker, som er sat sammen, og som nogen så har taget patent på. I virkeligheden er der ikke noget af det, som ikke allerede er prøvet i danske institutioner. Hvorfor behøver man at være certificeret til noget, man kan i forvejen,« spørger han og understreger, at koncepterne ikke nødvendigvis er dårlige.
»De kan disciplinere ting frem. Når man skal have nogle bestemte ting frem, som alle skal lære at følge, er et koncept godt til indlæring,« siger Jens Juulsgaard Larsen.
UC Syddanmark har da også indgået et samarbejde med Dansk Center for ICDP ved Anne Linder, der er en af tre danske udbydere af det norske program ICDP. Samarbejdet handler om at uddanne nogle af skolens lærere i ICDP.

LP giver underskud

UC Lillebælt udbyder de to programmer De Utrolige År, som er amerikansk, og det danskudviklede VIDA (Vidensbaseret indsats over for udsatte børn i dagtilbud).Programmet er baseret på evidens, men bygger ikke i samme grad som de udenlandske på en manual.
UC Lillebælt begyndte at arbejde med programmerne, da Socialstyrelsen for omkring halvandet år siden sendte opgaven med at uddanne i metoderne i udbud. For professionshøjskolen er det dog ikke blevet en guldrandet forretning, forklarer Kim Koldby, chefkonsulent i videreuddannelsen hos UC Lillebælt.
»Opgaven er kommet i udbud, og vi har givet en konkurrencedygtig pris på den, så vi tjener ikke de store penge. Det er snarere dem, som udvikler programmer og sælger dem, der har et godt forretningsområde,« siger han.
Heller ikke UC Nordjylland, der står for implementeringen af LP-modellen i danske skoler og daginstitutioner, tjener store penge på det. Programmet koster 1.600 kroner pr. pædagog om året, og der skal være mindst 30 på et hold, før det bliver oprettet. Det er en økonomisk underskudsforretning, fortæller Kristine Vita Fooken Jensen, områdedirektør hos UC Nordjylland.
»Det skyldes først og fremmest den databaserede del af programmet. I den periode, man binder sig for i samarbejdsaftalen, skal pædagoger svare på spørgeskemaer, som bliver sendt til analyse hos det norske konsulentfirma Conexus. Og det er dyrt for os,« fortæller hun og oplyser, at det andet norske program, ICDP, til gengæld er en fin forretning for professionshøjskolen.

Tvivlsom evidens

Kim Koldby fra UC-Lillebælt opfordrer generelt til at være kritisk over for de manualbaserede programmer.
»Udbyderne er interesserede i at sælge, og de fortæller sjældent, under hvilke omstændigheder deres program er testet, og hvilke målgrupper de er testet på,« siger Kim Koldby.
Han mener ikke, man skal falde på halen over, at programmerne er evidensbaserede.
»Hovedparten af dem er udviklet i USA i en helt anden kontekst end den danske. Samtidig har evidensbegrebet udgangspunkt i sundhedsvæsenet, hvor den sociale sammenhæng har mindre indflydelse end i en daginstitution,« siger han.
Også Jan Kampmann er kritisk over for koncepterne. Det handler blandt andet om, at nogle af dem ikke er udviklet i en kontekst, som minder om en dansk daginstitution. Der kan for eksempel have været dårligere normering og et personale, der ikke er så veluddannet som i Danmark. Dér vil en hvilken som helst pædagogisk indsats nærmest have effekt, mener professoren.
»Nogle af programmerne kan ikke stå for en nærmere gennemgang af resultaterne bag. I nogle tilfælde har de måske givet mening i den sammenhæng, de er udviklet i, men i forhold til en velreguleret dansk daginstitution, hvor arbejdet foregår på et højt niveau, giver det ikke altid mening,« siger han.

Efterspørgsel

Uanset hvilken forskning der ligger bag, flytter udgangspunktet sig fra børn og pædagoger, når det bliver baseret på en manual, som er udviklet af folk med økonomiske interesser, mener Jan Kampmann.
»Det er et problem, at beslutningsprocesserne fjerner sig fra de velkvalificerede mennesker, som udfører det pædagogiske arbejde,« siger professoren.
På VIA UC, der blandt andet står i spidsen for det konsortium, som udbyder De Utrolige År, er man opmærksom på faren. Det fortæller Liza Riis Lange, projektleder hos VIA efter- og videreuddannelse.
»Vi spørger også os selv, om man som fagperson ser manualen, før man ser det menneske, man sidder over for. Manualen må ikke skygge for relationen. Manualen er en måde at sikre, at man bevæger sig frem mod et mål, men det er mennesker først og manualen bagefter,« siger hun og understreger, at de pædagoger, professionshøjskolen arbejder med, netop er professionelle og uddannet til at arbejde med relationer.
Den holdning deler Hanne Toft, der er leder for Programmet Inklusion og Integration i Videreuddannelsen på professionshøjskolen UCC.
»Praksisfeltet efterspørger nogle gange de her programmer, og det er fornuftigt, hvis man har en kritisk tilgang. Tager man ureflekteret imod dem, kan det dekoble pædagogerne fra deres faglighed,« siger hun.

Økonomien i De Utrolige År

Hvad betaler man for?
Kommuner, der vil arbejde med metoderne i De Utrolige År (DUÅ) skal uddanne deres egne gruppeledere. Det koster 24.000 kroner at uddanne en gruppeleder på førskoleområdet.

Til uddannelsen skal de kommende gruppeledere også have programmaterialer. Materialerne forhandles eksklusivt af Incredible Years Inc. i USA. I Danmark kan materialerne købes hos VIA UC eller bestilles direkte i USA.

Hvis de bestilles i USA, koster programmet for førskoleområdet 1.595 dollars for et sæt, hvilket svarer til omkring 10.000 kroner.
● Når man indleder en uddannelse, betaler man en registreringsafgift på 25 dollars.
● Skal gruppelederen certificeres, koster det 150 dollars, hvis det foregår i Danmark.
● Certificering i USA koster 525 dollars.
● Incredible Years Inc. opererer ikke med en licensmodel. Derfor betaler kommuner ikke faste beløb for licenser eller lignende.

Kilde: Socialstyrelsen.