Freelance-artikel: Oplevelseslæring er stenalderkost til hjernen

Ved at give elever særlige oplevelser giver man dem en knage at hænge deres læring op på. Det betyder, at læringen sætter sig i en urgammel del af vores hukommelse, som vi deler med blandt andre mus og fugle. Resultatet er, at eleverne bedre husker, hvad de har lært. Artiklen af freelancejournalist Mikkel Kamp er bragt i Uddannelsesbladet.

Kære læser.

Denne artikel kan få betydning for, hvordan du i fremtiden planlægger din undervisning. Dine elever kommer til bedre at huske, hvad de lærer hos dig. Problemet er bare, at du om lidt skal lave mad, undervise eller noget helt tredje, og du derfor selv glemmer, hvad du har læst, medmindre du nu gør, som jeg beder dig om, inden du læser videre.

Lige nu skal du gøre noget, du absolut ikke plejer at gøre. Sidder din ægtefælle over for dig, kan du folde bladet sammen og slå ham eller hende i hovedet med det. Sidder du på lærerværelset, kan du give en kollega et kys eller råbe højt, at Christine Antorini er både klog og lækker. Du kan også gøre noget helt andet, det skal bare være noget, du ikke plejer at gøre.

Er opgaven udført, har du så sandelig fortjent den forklaring, som du her får af Andreas Lieberoth. Han er ph.d.-studerende på psykologisk institut på Aarhus Universitet og beskæftiger sig blandt andet med, hvordan oplevelser i læring får elever til bedre at huske, hvad de har lært.

 

Hvad er oplevelseslæring?

– Det er en vinkel på læring, som fokuserer på, hvordan vi lærer som mennesker. Får vi en personlig oplevelse, lagrer den sig i første omgang et andet sted i hukommelsen, end hvis vi lærer om noget i et klasseværelse eller læser det i en bog. Den oplevelse kan vores hukommelse bruge som en knage, man hænger viden op på. Tænker du tilbage på en ferie, kan du huske nogle højdepunkter, men når du tænker på højdepunktet, kommer flere detaljer om ferien. Det samme gælder med læring. Hvis elever skal lære noget om historie, kan du sætte dem til at læse 30 sider i en bog, men hvis du i stedet iscenesætter et læringsforløb i Den Gamle By i Aarhus, får eleverne personlige oplevelser, som de danner deres egen mening om. De er lettere at huske og gør, at de bedre kan huske anden viden om emnet.

 

Hvordan hænger det sammen med vores viden om hukommelse?

– I gamle dage troede man, at hukommelsen fungerede ligesom en lagerhal eller et forrådskammer, hvor man gemmer noget, man kan finde frem. Så opdagede man, at folk med hjerneskader i hukommelsesmæssig forstand fik bestemte problemer. Nogle kan ikke huske, hvilken dag det er, men de kan godt huske noget, der ligger længere tilbage. Andre mister evnen til at gøre ting; pludselig kan de for eksempel ikke bruge kniv og gaffel. Det fik hjerneforskere til at tænke, at der måtte være flere ting på spil i hukommelsen.

I dag opererer vi med tre typer hukommelse, nemlig episodisk, semantisk og procedural hukommelse, og de tre typer hukommelse spiller sammen.

Den episodiske hukommelse er en ældgammel del af hukommelsen, som vi deler med selv den mindste mus og fugle. Den episodiske hukommelse gemmer på selvoplevede oplevelser, og det er stærke minder, som vi bruger i oplevelseslæringen.

Denne type hukommelse er generelt overset i læring, der er lagt an på den semantiske hukommelse.

Den semantiske hukommelse er knyttet til sproget, og hos mennesker er den udviklet til et punkt, så det er svært at sammenligne den med dyrenes evner. Det er vores viden om, hvordan verden er indrettet, og den viden vi får ved for eksempel at læse og høre forelæsninger. Den type læring vil naturligt dominere vores uddannelsessystem, og det er fint, men vi kan også få meget ud af at aktivere den gamle type hukommelse. Det er som stenalderkost for hjernen.

Procedural hukommelse er noget, vi i mindre grad tænker bevidst på. Jeg kan måske ikke forklare, hvordan man dividerer, men hvis jeg sætter mig ned med et stykke papir og skriver det op, kan jeg gøre det, fordi jeg ved, at når jeg har gjort det ene, kommer det næste og så videre.

 

Kan man bruge oplevelseslæring for meget?

– Ja. Hvis man får særlige oplevelser hver dag, og der ikke er så stor forskel på oplevelserne, vil man glemme det. Mit råd er at gemme det til særlige situationer, hvor det er vigtigt, at eleverne husker det. Det kan integreres i pensum, så eleverne får en særlig oplevelser, når de går i gang med et nyt emne. Så får de en knage at hænge deres viden op på og kan på den måde bedre huske resten af det, de lærer om emnet. Oplevelsen skal være fagligt relevant, ellers bliver det bare oplevelser.

 

Du taler om hukommelsesknager, man kan hænge en oplevelse eller viden op på. Men elever oplever ofte noget forskelligt. Hvordan forholder man sig til det som lærer?

– Det er helt sikkert, at de lægger mærke til noget forskelligt. Lader man en flok elever gå rundt på Naturhistorisk Museum i en time og bagefter stiller dem konkrete spørgsmål om en hvalros, vil kun få kunne svare, fordi de andre har lagt mærke til alt muligt andet. De har fået forskellige knager, men som lærer kan man tilrettelægge forløb, så knagerne så at sige hænger lige inden for døren. Man kan gøre det mere sandsynligt, at de får nogle af de samme oplevelser. Samtidig kan man stoppe forløbet indimellem og tale med eleverne om, hvad de laver, og hvad de oplever. Her er den afgørende udfordring at sætte sig ind i, hvordan eleverne oplever.

 

Kan oplevelseslæring foregå i klasseværelset?

– Det kan det godt, men der er større sandsynlighed for, at det bliver et stærkt minde, hvis det foregår i uvante rammer. Men hvis jeg troppede op til en forelæsning om episodisk hukommelse uden bukser på, kunne det fungere, og min pointe ville blive understreget. På samme måde kan en fysiklærer indlede et forløb med et spektakulært forsøg, eller den meget ordentlige lærer kanmåske skabe et episodisk minde for eleverne ved at smide alle borde og stole ud af klasseværelset og lave en helt ny indretning for at opnå et bestemt resultat.